Solglimts målgruppe er børn og unge i alderen fra 10 til 23 år med svært regulerbar diabetes. Ved ledige pladser kan børn og unge med andre somatiske sygdomme, hvor behandlingsprincipperne læner sig op diabetesbehandlingen, jf. Solglimts Tilbud, indskrives på lige vilkår. Fælles for børnene og de unge er, at de ud over deres somatiske sygdom eller som direkte følge heraf, kæmper med psykiske, neurologiske eller sociale problemstillinger såsom, stress, angst, borderline, ADHD og andet. At leve med dobbeltdiagnose (komorbiditet), kan være voldsomt belastende for et barn/ung i fysisk og psykisk udvikling, og det fører desværre ofte, uden den rette hjælp, til uhensigtsmæssige mestringsstrategier hos den enkelte.

Ofte har børnene eller de unge og deres netværk inden opholdet på Solglimt, sammen med læger og sygeplejersker fra diabetesambulatorieret, forsøgt mange forskellige tiltag for at få sygdommen bedre reguleret og skabe bedre trivsel.

At være præteenager, teenager eller ung voksen i gang med at skabe en identitet kan være en voldsom opgave i sig selv, hvad enten man har psyko/sociale problemstillinger eller ej. At være yderligere belastet i denne periode af en behandlingskrævende sygdom der kræver, at du lever struktureret og med en høj grad af egenomsorg, kan være så belastende for den enkelte, at det skaber store forstyrrelser i den potentielle udvikling.

​Mange forældre og netværk til disse børn og unge er med rette dybt bekymrede og fortvivlede over at vide, at den manglende kontrol over sygdommen kan medføre alvorlige skader både på kort og længere sigt. Uden den rette støtte kan både de fysiske og psykiske skader blive fatale.​